I Tiden er en mor er Ocean Vuong på en dybt personlig sægen i efterskælvet fra sin mors dæd, hvor han på én og samme tid bærer sorgen og må igennem den. I samklang med temaerne fra romanen dvæler Vuong ved personlige tab, betydningen af familie og den evigt splittede amerikanske folkesjæl. Med mod, liv og fremdrift drejer Vuongs digte sig om den fragmenterede tilværelse for at finde frem til både heling og skælvets epicenter. Uddrag fra "Grunde til at blive" Oktoberblade der falder, som var de kaldet til det. Morgendis gennem hvedegræsset på den anden side af togskinnerne. En cigaret. En yndlingstræje. På den hensunkne veranda. Mens resten af familien sover. At jeg vågnede overhovedet & at hægen deroppe var så ubevidst om sine vinger. At jeg sneg mig frem på siden, mens vagterne var blæst på kodein. At jeg læste mine bæger i skæret fra demonstranternes ild. At det bedste jeg kunne sige, kom fjernt fra mit jeg & at det er for fedt. At du kan give en mand et blowjob & at din stemme taler gennem hans stemme. Som Jonas gennem hvalen. Fordi et aks af brunt rug, der gentages i tusindvis, danner en lilla mark. Fordi det her rod jeg har lavet, er lavet med kærlighed. Fordi de trængte ind i mit liv, alle de her spægelser, som noget flydende.