”Ingeborg Bachmann er den første kvinde i den tysksprogede efterkrigslitteratur, der med de mest radikale poetiske virkemidler beskriver krigens og ødelæggelsens videreførelse i forholdet mellem mænd og kvinder.” – Elfriede Jelinek ”Den betydeligste forfatterinde, vores land har frembragt i dette århundrede.” – Thomas Bernhard Ingeborg Bachmanns ufuldendte roman Franzas bog begynder med den unge arkæologistuderende Martin Ranner, der kort før sin afrejse til Ægypten har modtaget et kryptisk telegram fra sin storesøster Franza: Hun er flygtet fra sin ægtemand, den verdensberømte psykiater Leopold Jordan, der kontinuerligt udøver forsøg på sin unge kone. Martin finder hende på afgrundens rand i deres barndomshjem i provinsen Kärnten. Franza taler i vildelse, og hendes fine natkjole er forvandlet til en sølle klud. Blandt sine få ejendele har hun et falsk pas, der skal hjælpe hende med at undslippe sin magtfulde mand og flygte med Martin til Egypten. Han føler sig fremmed over for sin ofte fraværende søster, men giver efter for hendes ønske, i håb om at rejsen kan helbrede Franza for hendes pludselige og tilsyneladende dødelige sygdom. Sammen tager de to på en rejse gennem Sudan og Ægypten og gennem Franzas nedbrudte sind, hendes sygdom og traumer og hendes tidligere forhold til de mænd, der har ageret elskere og/eller faderfigurer for hende. Hos Bachmann bærer alle på sygdomme, psykiske såvel som ideologiske. Det gælder også i Franzas bog, hvor spørgsmål om bøddel og offer, om skyld og uskyld efter 2. verdenskrig, om køn, racisme og kolonialisme vendes og drejes i Bachmann svimlende og svimle prosa, der både er en undersøgelse af traumets mange manifestationer – og hvordan disse ultimativt leder til et menneskes død – og af en verden, hvor fascistiske og imperialistiske ideologier lever hverdagsligt videre efter krigen. Romanfragmentet er en del af Bachmanns ufærdige romancyklus Todesarten (Dødsmåder), der skulle udforske de måder, hvorpå kvinders død påføres dem af mænd. På dansk udkom fra samme cyklus Malina i 2021 (Grif, overs. Judyta Preis & Jørgen Herman Monrad). Ingeborg Bachmann (1926-1973) blev født og voksede op i den østrigske provinsby Klagenfurt. I 1953 flyttede hun til Rom. Der skrev hun essays, hørespil, librettoer og især digte, som gav hende status af en af efterkrigstidens største tysksprogede lyrikere. Senere skrev hun sine prosaværker, der især beskæftiger sig med fascismens oprindelse og konsekvenser, og som er gennemsyret af et mismodigt syn på magtforhold mellem mænd og kvinder. Mod slutningen var Bachmanns liv præget af alkoholisme og pillemisbrug. Hun døde i 1973 af brandsår, hun havde pådraget sig ved at falde i søvn i sengen med en tændt cigaret. Hun anses i dag for en af de vigtigste østrigske litterære stemmer i efterkrigstiden.