Under Occupy Wall Street-demonstrationerne og -besættelserne i Oakland deltager den amerikanske digter Juliana Spahr aktivt. I digtsamlingen Den vinter ulven kom fra 2015 beskriver hun bl.a. oplevelsen af at være demonstrant, kvinde og mor. Særligt i bogens tre prosa-afsnit fortælles der om den revolutionære gnist, der tændes, omsorgen for hinanden og frustrationerne mod politiet og de lænestolsrevolutionære. De mere prosaiske og indignerede beskrivelser gennemskæres af en mere økopoetisk Spahr, der kredser om solidaritet på tværs af dyrearter og naturkatastrofer, det kunstige og kemiskes indfiltring i naturlige liv. Uden at forfalde til revolutionsromantik fastholder Spahr et credo om at opgør med status quo er uundgåeligt, og hun er frygtløs i sin omgang med sprog og former, som når hun pendulerer uforstyrret mellem at fortælle om en olieudslipskatastrofe på jambisk pentameter, cut-ups af wikipedia-opslag om vandområder, og moderlig paranoia om brystmælk og kemikalier. Med Den vinter ulven kom stirrer Spahr direkte ind i det enogtyvende århundredes politiske og økologiske katastrofe og fastholder troen på individets og sammenholdets agens og potentiale.