BreveBreve er vidunderlige. Alle er enige om, at breve er vidunderlige. Der er måske bare ikke så mange af os, der skriver så mange breve mere. Og ikke modtager breve.I forlaget Gladiators Breve I & II er der breve til alle, der har lyst til at læse breve. Brevene er udvalgt af forfatteren Hans Otto Jørgensen og forfatteren og kritikkeren Lillian Munk Rösing har skrevet efterord. Gladiators sandalserie er til for at pege på forfattere, der af den ene eller anden grund er blevet overset, eller på værker af ellers velrenommerede forfatteres mindre kende værker, men sandalserien kan også bruges til at pege på en ellers overset genre og hvad den kan bruges til. Det første brev er fra Steen Steensen Blicher i præstegården i Randlev til B.S. Ingemann i 1817, det sidste fra Lean Nielsen i digtform i en hospitalsseng tæt på døden til Henning Mortensen i 1999. Indimellem er der breve fra f.eks. Mathilde Fibiger til Meir Aron Goldschmidt, Ingeborg Stuckenberg til Sophus Clausen (den anden vej rundt også) og Tove Ditlevsen til Ester Nagel. Morten Nielsen skriver i et brev i antologien, at brevet for ham ”en Digters Maade at drikke sig fuld paa. Bare snakke. Snakke paa en Skrivemaskine, og la Verden blive rolig omkring sig. » - Det giver god mening. Men for f.eks. Helga Johansen er det nærmest på liv og død, da hun i 1876 purung henvender sig til Georg Brandes for at få et råd om, hvad hun skal gøre med sit liv og sit talent. Amalie Skram bander og svovler og Jørgen Nielsen græder. Lillian Munk Rösing afslutter sit efterskrift med at citere den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, som siger ”Et brev når altid frem til sin adressat”. – Og hvad betyder så det? Røssing skriver, at hun er ”tilbøjelig til at forstå det sådan, at den, der læser et brev og føler sig berørt, den, der så at sige lader sig adressere af brevet, er dets adressat, uafhængig af hvem brevet er stilet til. God fornøjelse!!!