Jeg er en anden. Det var Rimbauds berømte formel, som Kertész bruger som ét af flere mottoer til den selvbiografiske roman Jeg - en anden fra 1997, hvor dagbogsnotater fra perioden 1991- 95 går hånd i hånd med filosofiske overvejelser over hvad det vil sige at være menneske. Hvem er jeg? Forstår jeg mit liv? spørger han sig selv. Alt taler imod det: det fremmede jeg, den selvretfærdige moralist, den løgnagtige fabelfabrikant. "Så smukt, løgnagtigt og fabelagtigt." DR "Det er en stor æstetisk nydelse at dele Kertész' fabelagtig skrevne dysfori." Information Imre Kertész er ungarer med jødisk baggrund, født i Budapest i 1929. Kertész fik i 2002 Nobelprisen i litteratur for et "forfatterskab som hævder den enkeltes skrøbelige erfaring over for historiens barbariske vilkårlighed". I 2002 udsendte BATZER & CO Kaddish for et ufødt barn, som Weekendavisen kaldte "den væsentligste bog der er udkommet på dansk i flere år", og en ny udgave af De skæbneløse, skrevet af en "stor, stor forfatter", som Information skrev i sin anmeldelse. De tre titler er nu trykt i nærmere 10.000 eksemplarer. Jeg er en anden. Det var Rimbauds berømte formel, som Kertész bruger som ét af flere mottoer til den selvbiografiske roman Jeg - en anden fra 1997, hvor dagbogsnotater fra perioden 1991- 95 går hånd i hånd med filosofiske overvejelser over: hvem er jeg? Jeg er den jeg fremstiller, skrev Montaigne. Jeg har ikke eksisteret, jeg har været en anden ... I dag er jeg med ét vendt tilbage til den jeg er eller drømmer om at være, skrev Pessoa. "Jeg" er en fiktion, som vi højst kan være medforfattere til, skriver Kertész. Og kan man overhovedet mere tale om gyldige sindbilleder eller symboler? Den moderne mytologi starter jo med et negativum: Gud skabte verden, menneskene skabte Auschwitz. Efter årene under det kommunistiske diktatur da Kertész befandt sig i en slags indre eksil, da hans bøger ikke måtte udkomme og han måtte leve fra hånden i munden, blæser nye vinde. Bogen starter i Budapest i efteråret 1991, det er koldt, det regner. De gamle partiledere optræder undskyldende i fjernsynet; de "troede" på partiet, at "Stalin ikke vidste noget" om alle fejltagelserne. Alt mens antisemitismen blomstrer. Hvor blind kan man blive, og hvor meget kan man korrumpere sproget? Han rejser til Wien, for at søge efter sporene af Wittgenstein, som han har oversat, men finder ingen. Ikke at forstå verden, bare fordi den er uforståelig, er dilettantisk. Når man tænker for meget bliver man enten ulykkelig eller mystiker, som Wittgenstein og Kafka blev det, skriver Kertész. Hans bøger udkommer i udlandet, og han har frihed til at rejse. Det er som om han trækker vejret dybt og ånder lettet op. Med Murens fald har der åbnet sig en ny verden, og han kan ikke lade være med at tage del i dens stormløb, tager på oplæsningsturné i Tyskland, besøger bogmessen i Frankfurt. Opholder sig kun i Budapest nogle måneder om året og føler sig næsten "som en flygtning" når han er hjemme. I 1953 havde han fireogtyve år gammel mødt en ti år ældre kvinde på en kaffebar. Deres næsten livslange ægteskab blev ulykkeligt, som når man holder hinanden fanget i et skæbnens fængsel. Vor kærlighed var som et døvstumt barn, skriver han. Men nu er hun død, og han oplever den store lykke - i en moden alder - at have mødt M. som har den evne - den usædvanligste af alle evner - at gøre andre lykkelige. En dag besøger han og M. det sted i Østrig hvor faren døde og finder en spøgelsesagtig by med værtshuse og lystig operettemusik, en stenørken hvor ingen synes at kende noget til dengang i 1944 da det marcherende tog af jøder blev overladt til nazisternes forgodtbefindende. Ingen steder kan de finde bare skyggen af et mindesmærke. Jeg - en anden er en slags road movie, som fører læseren vidt omkring, ikke bare i geogra