I denne bog fortælles historien om Hjemmeværnet som en del af den større politiske historie i Danmark – til tider en central del. Hjemmeværnet er en frivillig, militær organisation og en del af det danske forsvar. Men det er også en folkelig bevægelse, som repræsenterer et bredt udsnit af den danske befolkning, der ved siden af civile job får en militær uddannelse, og stiller sig til rådighed for forsvaret og for samfundsopgaver. Hjemmeværnets betydning – og generelle omdømme – har forandret sig i takt med såvel skiftende trusselsbilleder som vekslende samfundstendenser. Organisationen har rod i modstandsbevægelsen, som voksede frem under Danmarks besættelse 1940-1945, og som fremtvang et brud med såvel den hidtil førte sikkerheds-, udenrigs- og forsvarspolitik, som et mentalt brud med småstatskomplekset. Hjemmeværnet blev både militært og politisk en af den kolde krigs centrale organisationer. Militært som et centralt led i den tidlige koldkrigs beredskab og i den sene koldkrig som en stadig mere central del af et skrumpende dansk forsvar; politisk som en ’frontlinjeorganisation’ i den kamp om sjælene, der fandt sted. Efter den kolde krigs afslutning har Hjemmeværnet gennemgået en gennemgribende omstilling, under pres fra nye trusler. I takt med forsvarets ’internationalisering’ har Hjemmeværnet således fået en ny, central rolle i det nationale krise- og katastrofeberedskab. I bogen foldes hele historien ud for første gang af historikeren Jens Ole Christensen, der til daglig er seniorforsker ved Tøjhusmuseet.