“Opdragelsen er efter sit begreb kun mulig gennem ydre indvirkning fra opdragernes side. Men dens mål er – stadig ifølge opdragelsens begreb – at den, som skal opdrages, skal bringes til at bestemme sig uafhængig af ydre indvirkninger. Vi står altså tilsyneladende over for en modsigelse: hvordan kan man gennem ydre indvirkning bringe et menneske til ikke at lade sig bestemme af ydre indvirkninger?!Sådan sammenfatter filosoffen Leonard Nelson den moderne pædagogiks paradoksale udfordring. I det moderne træder mennesket ud af sin “selvforskyldte umyndighed” og må lære frit at bestemme over sit eget liv og være medbestemmende i en fælles tilværelse. Men hvordan lærer barnet om frihedens mulighed, når vejen går gennem opdragelsens afhængighed. Ud fra dette spørgsmål konstitueres to principper for “den moderne barndom”, nemlig principperne om mennesket Bildsamket og opfordring til selvvirksomhed. Enhver pædagogisk virksomhed må forudsætte, at barnet kan indgå i dannelsesprocesser, at det vil og kan læse, og at det sættes i gang af den voksnes fornuftige opfordring til barnets selvvirksomhed. Bogen undersøger det pædagogiske paradoks fra dets erkendelse hos J.-J. Rousseau og I. Kant til de første forsøg på at formulere en teoretisk pædagogik hos F. Schleiermacher og J.F. Herbart. Dernæst påvises, at paradokset også ligger til grund for K. Grue-Sørensens pædagogiske forfatterskab, og til sidst introduceres D. Venners formulering af en almen pædagogik, der netop tager udgangspunkt i Bildsamkeit og opfordring til selvvirksomhed. Gennem dette grundstudie er det bogens intention at vise, at det pædagogiske paradoks stadig udgør en radikal udfordring for den pædagogiske teori og praksis.Dette er en revideret udgave med et ekstra kapitel, der omhandler det pædagogiske paradoks i forbindelse med skolen.