”Hvis Elise bare sådan kan smitte af på mig ved, at vi sidder sammen,” siger jeg og skubber min tallerken ind på bordet og rejser mig. ”Så smitter jeg sgu nok også af på hende. Næste gang får hun 7.” ”Ha ha, du er så moden,” siger snart 7-tals-pigen samtidig med, at mor siger: ”Så dum er Elise ikke.” Jeg stivner. Der var det, direkte ud af hendes mund. Så dum er Elise ikke … men det er du. Jeg ved godt, det er det, hun tænker. At det er, hvad hun mener om mig. Jeg ved det godt. Alligevel gør det virkelig ondt. Gemt i skabet under læssevis af tøj ligger Rinas eneste beviser på, at hun er god til noget. Desværre har guld i løb ingen værdi for hendes mor. Faktisk ville Rina være meget bedre, hvis hun blev som sin søster. Gode karakterer. Frivilligt arbejde. Musikalsk vidunderbarn. At kunne løbe, bage kage og feste er spild af tid. I hvert fald ifølge Rinas mor. For Rina er gymnasiet blevet et maraton af forventninger, hun ikke kan løbe fra. Hun kan dog løbe lige ind i et par grå øjne, der beder hende tage ansvar for sig selv og sit liv. Men hvordan fuck gør man lige det?