Dekonstruktionen bliver i denne bog taget på ordet, dvs. som en dekonstruktion af metafysikken. Med det udgangspunkt søges der tilbage i filosofiens tradition fra Platon til Hegel. Bogens temaer er derfor lige så gamle som filosofien selv: det samme, det mod­satte, det væsentlige, det egentlige osv. Hvis dekonstruktionen har en pointe, er det imidlertid, at filosofiens gamle temaer ikke længere kan diskuteres på de traditionelle betingelser. Men dekonstruktionen ville ikke være dekonstruktion, hvis ikke pointen også var, at ændringen af filosofiens betingelser skyldes filosofien selv. Dekonstruktionen er på sin vis blot en benævnelse for den svækkelse af traditionen, som kommer i stand ved, at filosofien i tidens løb ændrer grundlag. Fra evig­hedens synsvinkel til det stadig mindre evige; fra den platoniske idé over middel­alderens skabende Gud til det menneskelige subjekt og dets historie. Sådan etablerer forfatteren sin dialog med bevægelsens hovedpersoner fra Martin Heidegger over Jacques Derrida til Gianni Vattimo ved at undgå det monografiske og gå til sagen selv. Hans bog tilbyder en række indgange til dekonstruktionen som bevægelse. Men den tilbyder nok så meget en gennemtænkning af filosofiens betingelser i dag.