Mikael Wivels nye bog kan læses som en fortløbende fortælling, der lidt efter lidt skyder sig ind på et enkelt, men absolut centralt spor i dansk kunst, nemlig det eksistentielle. Den tager sit afsæt i Oplysningstiden og slutter brat, her og nu, i vores egen, antropocæne epoke. Stoffet lægges dog ikke strengt kronologisk frem, men snarere med en form for en tematisk rytme, hvor de enkelte vinklinger på den menneskelige eksistens belyses via værker af kunstnere, der ikke nødvendigvis er fra samme periode. Billeder af ældre mestre som Christen Købke, Anna Ancher, Vilhelm Hammershøi og Bertha Wegmann bliver hentet ind og genaktualiseret i mødet med moderne kunstnere som Palle Nielsen, Dea Trier Mørch, Kathrine Ærtebjerg og Peter Linde Busk. Alle rummer de noget alment i sig.